I talentlitteraturen har man længe diskuteret, hvad den vigtigste ingrediens er, når det handler om at transformere talent til præstation. Der har været søgt i gener og i psyke efter forklaringen på, hvad er det, der gør, at nogle skiller sig ud.

I den nyere talentlitteratur er man forholdsvis enige om, at talent i sig selv ikke rækker til noget, hvis ikke talentet dyrkes. Det rejser et nyt spørgsmål: Hvad er det, der gør, at nogle mennesker får det maksimale ud af et lille talent, mens andre med et større talent ikke rigtigt lykkes med at indfri deres fulde potentiale?

Her er Angela Duckworth en forfriskende stemme. Angela Duckworth er oprindeligt uddannet neurobiolog (og har efterfølgende fået en ph.d.-grad i psykologi), og efter nogle måneder som konsulent hos McKinsey arbejdede hun i en årrække som matematiklærer på folkeskoleniveau, og her observerede hun, at de elever, der havde lettest ved matematik, ikke klarede sig bedst til prøverne, mens en del af dem, der havde sværere ved matematik, klarerede sig overraskende godt til prøverne. Hun opdagede hurtigt sammenhængen: Dem, der klarede sig godt til prøverne, var ikke dem, der havde let til matematik, men dem, der havde lagt den største indsats i løbet af året.

Efter nogle år som lærer begyndte Duckworth nyt arbejde som ph.d.-studerende, og i den forbindelse undersøgte hun kadetter på West Point militærakademi i USA. Opgaven var at udvikle en test, der kunne forudsige, hvilke kadetter der ville klare optagelsesprøven til militærakademiet. West Point er ikke et hvilket som helst militærakademi. Optagelseskravene til uddannelsen er tårnhøje. Det svarer til at blive optaget i Jægerkorpset eller Frømandskorpset. Hvert år er der 14.000 ansøgere. Feltet snævres gennem flere krævende processer ind til 1.200 kadetter, som påbegynder uddannelsen, og undervejs er der et meget stort frafald.

Et af de redskaber, der bruges til at sortere kandidater fra, er den såkaldte ”Whole Candidate Score”, som er en vægtet karakter baseret på eksamensgennemsnit, udtalelser om kandidatens lederpotentiale, fysiske tests etc. Problemet var bare, at dem, der scorede højt i ”Whole Candidate Score”, ikke var dem, der gennemførte uddannelsen.

Angela Duckworth udviklede en anden test – en GRIT-test, som skulle teste kadetternes vedholdenhed – som kadetterne tog i begyndelsen af uddannelsen for at undersøge, om den bedre kunne bruges til at forudsige, hvilke kadetter der ville gennemføre uddannelsen. Det kunne den!

Duckworth forklarer, hvorfor grit eller vedholdenhed er så vigtig. Hun opstiller følgende formler for at illustrere sammenhængen mellem talent og præstation:

Talent x Indsats = Evne

Evne x Indsats = Præstation

Eller med andre ord: I processen med at omsætte talent til præstation, tæller indsatsen dobbelt. Derfor kan man nå længere med et lille talent og en stor indsats end med et stort talent og en middelmådig indsats.

Det, der adskiller folk, der lykkes med at skabe store præstationer, fra folk, der ikke lykkes med det, er altså indsatsen. Eller som Angela Duckworth kalder det: Grit! De er ganske enkelt mere vedholdende end andre.

Den gode nyhed er, at vedholdenhed under de rette omstændigheder kan vokse. Vedholdenhed er altså ikke en evne, man enten har eller ikke har. Tre faktorer er afgørende for, at vedholdenhed kan vokse. Den første er passion eller interesse. Den anden er træning. Og den tredje er formål eller mening. Duckworth gennemgår alle tre faktorer i bogen og kommer også med råd til, hvordan man kan bidrage til at skabe større vedholdenhed hos børn og voksne.

Hvis man er blevet nysgerrig på grit, kan man måle sin egen GRIT-score her og se, om man har grit: https://angeladuckworth.com/grit-scale/ Men husk, at grit ikke er en fasttømret størrelse. Man kan selv gøre noget for at udvikle det. Og til det formål er Angela Duckworths bog et godt afsæt.

Skriv et svar