Andre Agassis selvbiografi “Open” (den hedder det samme på dansk og engelsk) har længe været én af mine yndlingsbøger. Det er selvsagt en selvbiografi om Agassis tenniskarriere, men det er meget mere end det!

I mine fagøjne er det også den måske bedste beskrivelse af motivation i en præstationskultur, og det er også en fremragende bog at læse, hvis man vil forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at motivation også er en social konstruktion.

Man behøver ikke at være hverken sports- eller tennisinteresseret for at læse bogen. Jeg er ikke sportsmenneske, men der er én sportsgren, der altid har haft en stor plads i mit hjerte, og det er tennis. Jeg opdagede første gang tennis på en sprogrejse i England, hvor jeg sad sammen med min værtsfamilie og så Wimbledon i fjernsynet. Jeg har altid kunnet lide de mere farverige, temperamentsfulde tennisspillere. John McEnroe. Martina Navratilova. Boris Becker. Og selvfølgelig Andre Agassi, som fangede alles opmærksomhed med sit lange hår og sit spraglede tøj og gadedrengeagtige oprør. Til gengæld har jeg ikke brudt mig så meget om at se kampe med Pete Sampras, Agassis evige rival, som også beskrives i bogen.

Så da jeg første gang læste Open (jeg har læst den 3 gange), var det fordi, jeg var nysgerrig på Agassis fortælling. Der gik dog ikke lang tid, før jeg begyndte at læse bogen i et arketypeperspektiv (det er en arbejdsskade, jeg forsøger at leve med!). Trods den medrivende beretning kunne jeg simpelt hen ikke regne ud, hvilke arketype Agassi var. Man fornemmer hurtigt, at der motivationsmæssigt er noget helt galt, og man fornemmer også hurtigt, at Agassi slet ikke passer ind i sportsverdenens præstationskultur, men jeg skulle ret langt hen i bogen, før jeg var sikker på Agassis arketype.

Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke i tvivl om, at Agassi er Primadonna. Men hele sit liv er han blevet behandlet som og opdraget til at skulle være Ekstrovert Præstations-tripper. Det startede helt fra fødslen, hvor Agassis far havde besluttet sig for, at hans lille søn skulle være den kommende nr. 1 på tennisranglisten. Agassis far havde forgæves forsøgt sig med Agassis ældre søskende, så nu skulle det være! Agassi blev lagt i vuggen, og faderen hængte en uro med bolde over vuggen og surrede bordtennisbats fast om sønnens håndled med gaffatape, så sønnike kunne træne boldøje og finmotorik, allerede før han kunne gå.

Senere blev Agassi sendt ud i baghaven, hvor faderen havde fået anlagt en tennisbane, og faderen havde såmænd også bygget en tenniskanon, der kunne skyde hårdere og hurtigere end andre tenniskanoner. Drengen viser sig at have talent og ender med at komme på Nick Bollettieris tennisskole i Florida. Fra ganske ung får Andre Agassi at vide, at han vil opleve sit livs største kick den dag, han vinder sin første Grand Slam. Men kicket udebliver, og Agassi bliver kastet ud i en større livskrise. Tennis føles meningsløst, og han føler ingen glæde ved at vinde. Krisen bliver mere og mere omfattende, og til sidst begynder Agassi at tage stoffer (præstationshæmmende – ikke præstationsfremmende) i fritiden for at glemme. Det bliver starten på en gigantisk nedtur, hvor han stryger ned ad verdensranglisten. Til sidst finder Agassi sin egen vej ud af krisen og ender med at blive den mest vindende tennisspiller i sin generation.

For mig er bogen et klasseeksempel på, hvad der sker, når man binder unge mennesker historier på ærmet om, hvad de burde være motiveret af. Det skaber livskriser, når mennesker ikke hviler i deres motivationsprofil. Det meningsfulde kick udebliver, og meningsløsheden tager over. Bogen er også et fantastisk illustrativt eksempel på det, man i motivationsteorien kalder ”crowding out”, dvs. når brug af ydre motivationsfaktorer underminerer den indre motivation. Så når man leder indrestyrede mennesker ud fra en antagelse om, at de er ydrestyrede, præstationsorienterede mennesker, risikerer man at underminere den indre motivation, der er den primære drivkraft. Og så risikerer man, at flammen brænder ud.

Bogen har været en stor inspirationskilde for ”Når talent forpligter”, som omhandler motivation i en præstationskultur, og som jeg har skrevet sammen med Mads Davidsen.

”Open” kan som sagt læses af alle. Den er selvsagt et must for tennisfans. Men som sagt kan den sagtens læses af folk, der ikke er sportsinteresserede. Da jeg i sin tid gennemførte mit forskningsprojekt på Det Kongelige Teater, var der flere balletdansere, som også fandt inspiration i bogen. De kunne genkende deres egne kampe i Agassis kamp. Det er ét af de perspektiver, Open giver. Men bogen kan også læses af ledere, trænere, lærere og andre, der har ansvar for andres motivation. Det er en medrivende beretning, som forhåbentlig vil mane til refleksion hos mange.

Bogen er fremragende skrevet. Agassi har benyttet sig af en ghostwriter, men det er ikke en hvilken som helst ghostwriter. Det er den Pulitzer Price-vindende forfatter J. M. Moehringer, der har skrevet bogen baseret på Agassis beretninger. Det er tydeligt, at det samarbejde har været fremragende. Agassi er tydeligvis en dygtig, sympatisk og højt reflekteret fortæller, og J. M. Moehringer er en fantastisk forfatter med ordet i sin magt og en unik indfølingsevne. Og så har Moehringer lavet en fantastisk greb på bogen, hvor første kapitel hedder ”The End”, og sidste kapitel hedder ”The Beginning”.

Historien om Agassis og Moehringers venskab er næsten lige så rørende som bogen selv. Agassi annoncerede i 2007, at US Open i 2007 ville være hans sidste turnering, og derefter ville han indstille sin karriere. Under turneringen læste han J. M. Moehringers selvbiograf ”The Tender Bar” (som i øvrigt også kan anbefales på det varmeste), og Agassi var meget begejstret for bogen – så begejstret, at han måtte sætte begrænsninger for, hvor meget han måtte læse om dagen, så han var sikker på, at bogen ville vare hele turneringen. Efterhånden som han blev suget ind i bogen, steg angsten for, at han ville blive færdig med bogen, før han var færdig med sin tenniskarriere. Efter at have vundet første runde, ringede Agassi til Moehringer og inviterede ham til middag. Det blev til flere middage, og til sidst samlede Agassi mod til sig og spurgte, om Moehringer vil skrive Agassis selvbiografi og beskrive hans karriere igennem en Pulitzer Price-forfatters linse. Det ville Moehringer heldigvis. Man skal ikke snyde sig selv for at læse Agassis taksigelse til Moehringer, som er placeret sidst i bogen. Det siger meget om både Agassis og Moehringers karaktertræk.

Skriv et svar