Virkelig nørdet med en underspillet humor. Frem for alt er han dygtig til at få sit budskab frem på en måde, så budskabet står skarpt, samtidig med at det er velunderbygget af hans egen forskning, andres undersøgelser og teori.

Originals er en bog om originaler. De kreative, skævt-tænkende mennesker, der udvikler banebrydende nye tanker, ideer og produkter. Dem, der forandrer verden. Men originalerne er ikke alene i verden, og de skal begå sig i en verden, der hylder succeskriterier, der faktisk hæmmer originaliteten og originalerne.

Noget af det mest spændende ved Originals er i mine øjne det perspektiv, Adam Grant har på børn. Hvad er det, vi gør med børn i vores samfund og i den opdragelse, der udspringer af vores samfund, som gør, at nogle børn bliver originaler, mens de fleste af dem, der så ud til at have potentialet til det, ikke bliver det? Det diskuterer Grant indgående i kapitel 5, Rebel with a Cause.

Originalerne er ikke nødvendigvis dem, der har det største talent. Det er ikke nødvendigvis vidunderbørnene, der vokser op og bliver originaler. Det er ikke dem, der får de højeste karakterer eller vinder de fineste priser som unge. Adam Grant giver mange eksempler på, at dem, der vurderet ud fra traditionelle succeskriterier, burde vokse op og blive noget virkelig specielt, sjældent gør det.

Grants argument er, at de lærer at mestre stoffet. De øver sig. De lærer at spille Bach fejlfrit. De lærer at stave fejlfrit. De lærer alt, hvad der er at lære om naturvidenskab. Men de lærer ikke at være originaler, der tænker kreativt og på tværs af forskellige domæner. Og nok gør øvelse mester, siger Adam Grant, men øvelse er ikke nødvendigvis vejen til nyskabelse. Grant taler ikke imod øvelse, men han argumenterer for, at mange mennesker er konforme. De tilpasser sig til det eksisterende. De lærer tingene, sådan som tingene er, men de leger ikke med tingene og skaber nye ting.

Der er mange selvforstærkende elementer i den proces. De dygtigste børn er ofte lærerens kæledægge. De mestrer stoffet. De mest kreative og nytænkende børn bliver sjældent lærerens kæledægge, og de lærer hurtigt at holde deres kreative ideer for sig selv. Som voksne bliver mange vidunderbørn eksperter eller ledere, der mestrer disciplinen at tænke inden for boksen. De lærer også, at prisen for at tænke uden for boksen kan være høj.

Hvad er det så, der gør, at nogle alligevel bliver originaler? Grant finder nogle sjove, opsigtsvækkende sammenhænge. Kreative børn er opfostret med få regler. Forældre til ”almindelige” børn bruger ofte ca. 6 regler som fundament for deres børneopdragelse. Det kan være regler om sengetid, time-outs, karakterpenge etc. Det er forældre, som – ofte uden at tænke over det – lærer børn at rette deres fokus mod den ydre verdens regel- og normsæt. Det er forældre, som gør brug af ydre motivationsfaktorer i en del af opdragelsen.

Forældre til kreative børn bruger langt færre regler – i gennemsnit mindre end én – i deres opdragelse. Til gengæld gør forældre til kreative børn i langt højere grad brug af en værdimæssig ramme i opdragelsen, samtidig med at de understøtter børnene i at udvikle deres egen moralkodeks. Grant argumenterer for, at det lærer børn at tænke selv, og at det lærer børn at lytte til deres egne interesser og forfølge disse interesser. Det er forældre, som i højere grad lader børnenes indre motivation råde.

I øvrigt finder Adam Grant også en anden interessant sammenhæng. Mange Nobelprisvindere har en kreativ hobby. De danser, spiller et instrument, digter eller giver den som tryllekunstnere. Det kunne være et tegn på, at de netop er indrestyrede i deres motivation, og det kunne også være et tegn på, at de er nysgerrige væsener. Og nysgerrigheden er netop kilden til landvindinger inden for de felter, hvor de har deres primære virke.

Adam Grants bog indeholder mange andre perspektiver end bare det, der vedrører sammenhængen mellem barndom og originalitet i voksenlivet, så hvis man er nysgerrig på kreativitet, innovation, originalitet etc., er det bare om at få fat på Originals.