I november 2016 hørte jeg Richard Branson tale på en konference i New York. Den modtagelse, Virgins grundlægger fik, da han trådte ind på scenen, kan kun sammenlignes med en bibelsk fortælling.

Richard Branson var Gud. Eller i hvert fald Moses, der kom ned fra bjerget med de hellige skrifter.

Han tog salen med storm. Fortalte anekdoter i ét væk. Den bedste anekdote var nok den om, hvordan han ved et tilfælde grundlagde Virgin Airlines. Branson fortalte, at han havde forelsket sig i en gudesmuk kvinde, som ventede på ham på Jomfruøerne. Branson var nået til Puerto Rico og skulle nu bare på den sidste, korte flyvetur til Jomfruøerne, inden han kunne kaste sig i armene på den smukke, ventende kvinde. Men ak – der var ikke nok passagerer til, at flyselskabet ville sætte flyet på vingerne, så flyet blev aflyst. Der stod Richard Branson med håret i postkassen. Han havde kun en weekend med den smukke kvinde, inden han skulle videre, så han havde på ingen måde lyst til at vente helt til næste dag med at flyve til Jomfruøerne.

Den entreprenante Branson fik lejet et privatfly, men havde ikke tænkt sig at hænge på udgiften alene. Han fremskaffede en tavle og skrev vittigt Virgin Airlines (med reference til Jomfruøerne) på tavlen og angav, at det ville koste den beskedne sum af 39 dollars at flyve med Virgin Airlines fra Puerto Rico til Jomfruøerne, og så gik han ellers rundt i lufthavnen med tavlen og skaffede kunder blandt de passagerer, der også var strandet i Puerto Rico. For Richard Branson var det hele ment som en vittighed, men da flyet landede på Jomfruøerne, sagde én af passagerne til Branson, at hvis han lige skruede lidt mere op for servicen ombord, så ville han gerne flyve med Virgin Airlines igen.

Branson tog manden på ordet. Han var i forvejen træt af flyselskaber, så efter en hurtig opringning til Boeing var Branson ejer af en Boeing 747. Og sådan blev en gudesmuk kvinde og noget, der startede som en vittighed, til et sagnomspundet flyselskab.

Filosofien for Virgin Airlines har været enkel: Gør det bedre end konkurrenterne. Slå konkurrenterne på service og på oplevelsen ombord.

Jeg har fløjet med Virgin Airlines to gange. På den første flyvning sad jeg på monkey class og var ikke specielt imponeret. På den anden tur var flyet overbooket, og i stedet for at flyselskabet skulle betale erstatning, aftalte jeg med personalet, at de satte mig på det næste fly – og vel at mærke på Upper Class.

Det var en helt anden oplevelse! Allerede i loungen i lufthavnen fik man en forsmag på herlighederne, der var i vente. Her var der rigeligt med plads, og serveringspersonale gik rundt og tog imod bestillinger. Jeg fik serveret en meget delikat grilled cheese sandwich med fritter og trøffelmayo efterfulgt af Ben & Jerry-is. Ombord på flyet fik vi mad, der slog andre flyselskabers mad med flere længder. Det var en natflyvning, så selvfølgelig blev man tilbudt en pyjamas til natten. Så blev sengen redt – sædet blev først lagt helt ned, og ovenpå blev der lagt en behagelig madras, og så kunne man ellers ligge der med rigeligt med plads til alle sider og sove sødt. Kneb det søvnen kunne man underholde sig med det imponerende inflight entainment system. Og om morgenen blev man vækket med lækker omelet og friskpresset juice.

Det var en oplevelse, der slog de fleste andre flyvninger med flere længder, og det var en oplevelse, der automatisk ophøjede Richard Branson til noget guddommeligt.

Men tilbage til konferencen. Branson fortalte nemlig også en anden anekdote, som tog salen med storm. Da London Eye skulle rejses ved Themsens bred, stødte man på tekniske vanskeligheder. Det gigantiske pariserhjul ville ikke op, men lå nærmest nede i Themsen. Det var British Airways, der sponsorerede London Eye. Og hvad gjorde Richard Branson, da han opdagede, at London Eye og British Airways havde problemer? Han hyrede et luftskib, der hele dagen cirklede over London Eye med teksten: BA Can’t Get It Up!

De mange anekdoter vidnede om en fantastisk historiefortæller. Men det, der slog mig allermest, var, at det ikke var anekdoterne, der vandt publikum. Det var Bransons blanding af ydmyghed, humor og selvironi, der tog salen med storm. Ydmyghed og selvironi er nogle af de fineste ledelseskvaliteter, for det flytter fokus fra lederen til noget, der ligger uden for lederen, og det er meget lettere at skabe følgeskab for noget, der ligger uden for lederen selv end at afkræve lederskab for lederens skyld. Det demonstrerede Branson til fulde den dag.

Skriv et svar