Hvad sker der for Pernille Blume? Ifølge det massive flertal bestående af trænere, svømmeunion, eks-svømmere, eksperter, kommentatorer, sportspsykologer og et bredt udsnit af den danske befolkning er Blumes adfærd illoyal og egoistisk, hvis hun da ikke har fået et blackout.

I det billede er det især tankevækkende, at alle omkring Blume udtrykker stor forundring og famler i blinde efter en forklaring på, hvad der er foregået. Det fortæller nemlig, at de ikke har nogen som helst anelse om, hvad der driver Blume. Det er ikke bare sørgeligt – det tyder også på et ledelsessvigt.

Jeg ved ikke, hvad der driver Blume, men baseret på hendes adfærd i 100-meteren ved jeg to ting: Hun er ikke drevet af medaljer og ydre præstationer. Hvis hun var det, var hun nok gået efter medaljen. Jeg ved også noget andet: Hun er drevet af en ekstremt stærk drivkraft, siden hun i ro (siger hun selv) har truffet en beslutning om at agere på en måde, som hun vidste var forbundet med en høj pris. Det er en gave for enhver træner og ethvert sportsforbund at have med atleter at gøre, som er stærkt motiverede for deres sport. Bevares, det kan også være besværligt at have at gøre med mennesker, der brænder for deres sport – især hvis man ikke forstår, hvad der tænder deres indre ild – men det er langt bedre end at have med halvmotiverede eller demotiverede atleter at gøre, som skal piskes til at præstere.

De fleste mennesker antager, at topatleter er drevet af konkurrencen med andre og af præstationer og medaljer. Det er der nogle, der er. Men flertallet er overraskende nok ikke. Der er atleter, der er drevet af at gøre en forskel for og gennem deres sport ved at vise nye veje, udvikle nye teknikker og sætte nye standarder. Der er atleter, der er drevet af at inspirere andre. Andre er drevet af en indre konkurrence med dem selv, og er ligeglade med, om de præsterer bedre end andre. De har en stærk drivkraft til at forbedre deres præstation og er ofte ekstremt nørdede i deres tilgang til teknik mv. Der er også atleter, som primært er drevet af følelsen af at være en del af et hold og præstere kollektivt. Der er mange drivkræfter, som rækker ud over den gængse opfattelse af sportsfolk som nogle ambitiøse vindertyper, der går målrettet efter medaljer og tider. Ja, der er faktisk atleter, som bliver demotiveret af at blive præsenteret for og motiveret gennem målsætninger, tider og medaljekrav. Hvor Blume ligger i dette felt af drivkræfter, ved jeg ikke. Det sørgelige er, at der tilsyneladende ikke er nogen i Blumes umiddelbare nærhed, der ved det.

Det burde de interessere sig for, for vi ved, at mennesker, der er i kontakt med deres indre drivkræfter, og som bliver mødt med en forståelse af og en respekt for, hvad der driver dem, præsterer bedre end dem, der bare retter ind og blindt eller ubevidst adopterer andres fortælling om, hvad der burde motivere dem. I sportens verden er man rigtig god til at antage, at atleterne selvfølgelig er motiveret af præstations- og resultatmål og placeringer og medaljer. Man tager det tilmed så meget for givet, at man ofte end ikke skænker det en tanke, at man kunne tage fejl. Så man lader være med at spørge. Dialogen udebliver. Også selv om sportschef og træner kan fortælle, at strategien er klappet af hele 3 gange. I den samtale behøver der ikke at have været en dialog. Det kan have været en samtale, hvor antagelserne er så tykke, at dialogen udebliver.

Resultatet er, at atleten føler sig mindre og mindre set og mindre og mindre forstået. Hos nogle udløser det en stærk impuls om, at man så i det mindste må være tro mod sig selv. Det er godt for dem, at de har den impuls. Dem, der ikke føler den impuls, eller dem, der ikke tør følge den, ender ofte med alvorlig demotivation og en følelse af meningsløshed, som kan få dem til at droppe den sport, de elsker. For dem, der bliver hårdest ramt, kan det resultere i en følelse af at miste sig selv, og det fører igen til livskriser og depressioner og tab af eksistentiel mening. Det kommer der ingen store præstationer ud af.

Det har Blume formentlig for længst forstået. Hun oplevede nemlig for nogle år siden at miste motivationen i en sådan grad, at hun stoppede med at svømme. Dengang sagde hun, at hun ikke havde lyttet nok til sig selv og ikke var nok i kontakt med sig selv, men blindt fulgte, hvad andre sagde, hun skulle gøre. Så måske har Blume lært at lytte til sig selv og være tro mod sig selv for at bevare og tage ansvar for sin egen motivation? Et væsentligt spørgsmål er, om folk omkring Blume lytter lige så meget til hende, som hun lytter til sig selv? Svaret er – af ovenstående årsager – formentlig nej.

Hvis jeg skulle gætte på, hvad der fik Blume til at agere, som hun gjorde, vil jeg gætte på, at hun har følt, at der var noget uforløst i hendes præstation på 50-meteren. At hun ikke var tilfreds med sin egen præstation målt ud fra hendes egne succeskriterier. Det kan være, at der var noget teknisk, der ikke sad lige i skabet. Det kan være, at hun ikke ramte den helt særlige flow-følelse, som forudsætter at man føler sig mentalt fri. Måske har hun også følt, at hun derved har svigtet sig selv, og så har hun villet gøre det godt igen på 100-meteren ved at prøve at rette op på det, som hun følte gik galt på 50-meteren. Det kan være et meget fornuftigt valg, for følelsen af uforløsthed kan blokere så meget, at man ikke føler, at man kan komme videre, før man har forsøgt at rette op på det. Derfor kan Blume have besluttet sig for at forsøge at skabe den forløsning for sig selv på 100-meteren, og dermed kan det have været et ganske fornuftigt valg at tilsidesætte den strategi, som hun formentlig ikke selv har været med til at lægge, men er blevet dikteret. Ikke fordi hun er egoistisk og sætter sig selv højere end holdet, men fordi hun har følt, at det var den eneste mulighed for at komme videre. At det var den eneste mulighed for at være tro mod sig selv og bevare motivationen. Og ja, det er muligt, at det kostede en potentiel medalje, men hvis Blume igen får følelsen af at miste sig selv og miste meningen med at svømme, så stopper hun (igen!), og så mister vi langt flere medaljer på den konto.

I den situation kan man som træner og svømmeunion vælge offentligt at kaste en svømmer under bussen og kritisere hende i offentlighed, hvilket i mine øjne er et højst besynderligt og stærkt risikabelt ledelsesgreb, for det skaber intet andet end psykologisk utryghed for alle på holdet. Men det diskuterer vi ikke! Vores øjne er stift rettet mod Blume i en snævertsynet kritik af, at hun ikke fulgte den aftalte strategi, og at hun ikke gik den sikre vej mod en medaljechance. Men måske skulle blikket også rettes mod dem, der har lagt strategien? Måske er der noget, de har overhørt? Måske har de skabt en kultur, hvor dialogen om strategien udebliver? Måske har de ageret ud fra antagelser om svømmernes drivkræfter, som er milevidt fra det, der reelt motiverer svømmerne? Den selvransagelse håber jeg, at man tager, inden man indkalder Blume til kammeratlig samtale.

For det her handler om mere end Blume. Det handler om de mange talenter, der går tabt i sportens verden, fordi de ender i præstationskulturens snævertsynede skruetvinge. Af de mange atleter fra adskillige sportsgrene, jeg har talt med, er det forsvindende og forstemmende få, der nogensinde har oplevet, at trænere og andre centrale personer omkring dem har spurgt dem, hvad der motiverer og driver dem. Det skaber miljøer, hvor træningen er lagt an på strukturer og ledelsesredskaber, som er motiverende for nogle (få), men alvorligt demotiverende for mange med det resultat, at de indstiller deres karriere før tid. I det perspektiv skal vi ikke kritisere folk som Blume for, at de lytter til sig selv. Vi skal hylde dem for at have modet til at lytte til sig selv og tage ansvar for egen motivation.

Skriv et svar