Projektet har været baseret på en antropologisk feltstudietilgang. I alt 30 produktioner inden for opera, ballet og skuespil er blevet observeret fra prøvestart og ind i spilleperioden. Derudover er der observeret en lang række møder og foretaget ca. 150 interviews.
Forskningsprojektets primære resultat har været udvikling af ny motivations- og ledelsesteori, tilsammen kaldet ”Primadonnaledelsesteorien”. Projektet førte til udvikling af ny motivationsteori, hvor der skelnes mellem fire arketyper af højtspecialiserede medarbejdere, som har hver deres motivationsprofil, drivkræfter og ledelsesbehov. Et særligt bidrag til de eksisterende motivations- og ledelsesteorier har været udviklingen af Primadonnaen som arketype. Primadonnaen er drevet af et kald og et brændende ønske om at gøre en forskel for en højere sag. Derudover har projektet resulteret i udviklingen af ny flowteori med helt nye tanker om både flow og kreativitet.
Projektet blev gennemført fra 2005-2009. Casestudierne på Det Kongelige Teater blev gennemført fra ultimo 2005 til medio 2008.
Projektet resultater og konklusioner er indgående beskrevet i bogen Primadonnaledelse
En kort introduktion til arketypemodellen kan findes i denne artikel fra HK Statbladet skrevet af Malene Mølgaard.