“Du overser, at støttekroner til dansk idræt er betinget af medaljer”. ”Du forstår ikke sportsverdenens præmisser.” Det er nogle af de kommentarer, jeg har fået på baggrund af mit indlæg om Pernille Blume.

For mig er sådanne kommentarer indbegrebet af det faktum, at præstationskulturen er sin egen værste fjende. Kommentarerne er jo rigtige. Dansk idræt er betinget af støttekroner, og dem, der uddeler støttekroner, har ofte et snævert fokus på målbare resultater. Det er en præmis, som er med til at skabe præstationskulturen, hvor der er en klar tendens til, at man fokuserer langt mere på de kortsigtede, målbare her og nu-resultater frem for at have is i maven og vente på et potentielt langt større afkast af en langsigtet investering.

Man smider guldæg ud med badevandet

Sådan er det også i erhvervslivet, hvor investorer og aktionærer er utålmodige efter at se resultater. Som Mogens Lykketoft engang sagde, så agerer aktionærer og investorer ofte som hysteriske kællinger, der kræver resultater her og nu og slår hårdt ned på dem, som i et snævert perspektiv ikke går målrettet efter det målbare afkast, men tillader sig en afstikker eller to. Det har ofte som konsekvens, at virksomheder mister deres originalitet og særpræg, fordi det, som kræver et lidt længere tidsperspektiv, og det, som ikke umiddelbart kan måles på afkastsiden, men som kan føre til et langt større afkast på sigt, smides ud med badevandet. Der er ikke plads til kreativitet og ud af boksen-tænkning, fordi risikoen for, at indsatsen ikke udmønter sig i et resultat, er større, end hvis man tænker inden for boksen. At man så dermed også løber risikoen for at smide et potentielt guldæg ud med badevandet, er man blind for.

Det har som konsekvens, at man i præstationskulturen bygger en kultur op, som i langt overvejende grad er baseret på ydre motivationsfaktorer i form af målsætninger (eller KPI’er), belønninger, bonusordninger til medarbejderne (eller sportsudøverne) og andre former for ydre anerkendelse. Lederne bliver stukket en resultatkontrakt i hånden, som de forpligter sig til. Det stærke fokus på præstationer og resultater sætter sit præg på kommunikationen, hvor feedbacken kommer til at dreje sig om, hvordan det går med at nå målet. Til sidst udebliver dialogen om, hvad der egentlig driver de mennesker, der skal skabe præstationerne, fordi man arbejder under så stærke antagelser, at man pr. automatik går ud fra, at præstationer og resultater er motiverende for alle. De stærke antagelser indlejres i kulturen, der som bekendt er noget af det mest konserverende på en arbejdsplads, og til sidst har man et monster, der så at sige fodrer sig selv.

Det frustrerende er, at de, som ikke primært motiveres af præstationer og ydre anerkendelse, sagtens kan skabe store præstationer og resultater målt på præstationskulturens succeskriterier. Det kræver blot, at man skaber plads til det. Gør man ikke det, vil de, der motiveres af andet end målbare resultater og ydre anerkendelse ofte blive demotiverede og føle, at arbejdet er meningsløst, hvilke igen vil føre til ringere præstationer. Og det er jo dumt, når der faktisk er mulighed for at skabe plads til andre drivkræfter. Det forudsætter, at man dels forstår, hvad den enkelte er drevet af, og dels at man har de rette redskaber til at give det næring, som rækker ud over de redskaber, man traditionelt finder i præstationskulturen.

Når en svømmer ikke er motiveret af tider

Lad mig give et eksempel fra svømningens verden. Mads Davidsen og jeg interviewede en række sportsfolk til vores bog, Når talent forpligter. En af dem, vi talte med, var svømmeren Rikke Møller Pedersen. Rikke er ikke drevet af at svømme hurtigt. Som i overhovedet ikke drevet af det. Hun er drevet af teknisk perfektion og af at svømme i sin helt egen stilart, hvor æstetikken er vigtig. Det største kick, hun nogensinde har oplevet i svømning, oplevede hun i semifinalen i VM i Barcelona i 2013: ”Der oplevede jeg følelsen af at nå det sublime. Det hele gik op i en højere enhed. Jeg havde styr på, hvor venstre lilletå var i forhold til højre lillefinger. Jeg var som en delfin i vandet, og jeg svømmede teknisk perfekt. Jeg havde en følelse af at være i pagt med noget større.” Det er den største lykke, Rikke har oplevet i svømning.

Der er det ved det, at når man svømmer teknisk perfekt, så svømmer man sindssygt hurtigt. Og denne dag opnåede Rikke teknisk perfektion, og den tekniske perfektion betød, at hun slog verdensrekorden. Det er en solid rekord, hun satte. Den er ikke slået endnu. Hun ramte tiden 2.19.11 på 200 meter bryst og blev den ene af to kvinder, der nogensinde har svømmet under 2.20.

Den tid kan Rikke huske. Som den eneste. Fordi det hele gik op i en højere enhed. Ellers kan hun faktisk ikke huske sine tider. Hun er ligeglad. Det er ikke tider, der driver hende. Hun er så ligeglad med tider, at andre har opfattet hende som arrogant, fordi hun ikke gik op i tiderne. Hun kunne hverken huske egne eller andres tider. Da hun slog verdensrekorden, kom der straks nye præstationskrav: Du skal til OL i Rio og slå en ny verdensrekord og komme hjem med en guldmedalje, og så blev der ellers udstukket en stævneplan med delmål og tider og præstationsorienteret feedback, og jeg skal komme efter dig. Rikke forklarer i interviewet, at hun blev kastet ud i en form for krise: ”Verdensrekorden have opbygget en illusion i mit miljø om, hvordan jeg burde være, og det var og er en urealistisk illusion, der gjorde, at jeg gik rundt med konstant dårlig samvittighed og en følelse af, at jeg skulle gøre mere, yde mere, bringe flere ofre osv. for at slå min verdensrekord igen. Svømning blev meningsløst, og jeg følte mig virkelig demotiveret, fordi alt handlede om tider og hundrededele af sekunder. Det handlede kun om, hvornår jeg slog ind i forhold til de andre, og hvad tiden var, i stedet for at fokusere på, hvordan det skulle gøres, og der var ikke længere fokus på udforskningen af det tekniske.”

Det er et klassisk eksempel på den demotivation og meningsløshed, der kan opstå, når man mødes med redskaber og med feedback, som er misforstået ift. ens egentlige drivkræfter. Når man som Rikke er drevet af teknisk perfektion og (som det vil fremgå nedenfor) ønsket om at gøre en forskel, skal man ikke ledes med målsætninger og resultatorienteret feedback. Det skaber dårligere præstationer. Som Rikke siger i interviewet: ”Det hjælper mig ikke, at en træner siger til mig: Nej, hvor fedt, i dag var du to tiendedele bedre på den bane. Jeg er så ligeglad. Det giver mig ingenting. Det bliver jeg ikke bedre af.”

Når drivkræfter og succeskriterier forenes

Det er vigtigt at understrege, at Rikke fint forstår præstationskulturens succeskriterier. Og jovist, hun vil da gerne vinde. Men det er ikke den primære drivkraft. Det er ikke det, der får hende til at træne sindssygt mange timer hver uge med alle de konsekvenser og afkald, som deraf følger. Derfor er det vigtigt, at man som træner og som forbund er nysgerrig på, hvad der driver en svømmer som Rikke – og alle de andre svømmere på holdet – og at man udvikler ledelsesredskaber, der matcher svømmernes primære drivkræfter.

Hvis man i stedet møder en svømmer som Rikke med masser af teknisk analyse og feedback, og hvis man udfordrer hende på det tekniske og giver næring til en lidt nørdet tilgang til at jagte det sublime, kan man skabe en situation, hvor hun præsterer det bedste, hun kan. Hun svømmer teknisk perfekt. Hun er motiveret og finder mening i det. Og hun svømmer sindssygt hurtigt og præsterer på præstationskulturens succeskriterier. På den måde kan man komme langt ved at skabe plads til andre drivkræfter, ved at bruge andre ledelsesredskaber og ved at skabe andre veje til præstationen. Succeskriterierne ændrer sig ikke, men i dagligdagen betoner man nogle andre succeskriterier, som er forenelige med præstationskulturens succeskriterier, og man udvider paletten af ledelsesredskaber og gør brug af en anden form for feedback.

Lad os slutte af med Rikkes fine refleksioner om, hvad det er, der driver hende allermest: ”Jeg vil hellere huskes for at have svømmet perfekt, end jeg vil huskes for en verdensrekord. Tider bliver slået. Om nogle år svømmer man sikkert hurtigere, end vi gør i dag. Men tænk, hvis de taler om, at der engang var én, der lignede en delfin i vandet. (…) At man kan sætte nye standarder, så andre måske også vil forsøge at svømme brystsvømning på den måde. Min karriere stopper på et tidspunkt, og så kan jeg ikke påvirke tiderne. Men jeg kan have sat mit præg, og jeg kan have gjort en forskel.”